Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Læseklub

Gode læseoplevelser bliver kun bedre af at blive delt med andre, og derfor vil vi gerne invitere jer til at deltage i vores læseklub. Læseklubben er for alle, både dem som i forvejen læser meget, og dem som måske gerne vil skubbes i gang.

I næste periode skal vi læse de to bind om Hildegard af Bingen af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Vi læser en bog til hver gang, som vi diskuterer, mens vi hygger os, drikker kaffe og først og fremmest deler vores læseoplevelser med hinanden.

Vi håber at bestille bogsæt hjem fra biblioteket. Man er selvfølgelig også velkommen til at låne eller købe sin egen bog.

Tilmelding hos Lene Funder på mail lef@km.dk. Der er 10 pladser. Man melder sig til hele forløbet.

Vi mødes hver gang i Konfirmandstuen i Butterup. Datoerne for efterårets forløb er:

Søndag d. 4. september kl. 11-12: Udlevering af bogen.
Mandag d. 3. oktober kl. 19.00 til 20.30 – ”Hildegard I” af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
Mandag d. 7. november kl. 19.00 til 20.30 – ”Hildegard II” af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Om Hildegard skriver litteratursiden:

En litterær biografi, der får en af de største kvindeskikkelser fra middelalderen til at træde lyslevende ud af historiens mørke.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen gør Hildegard af Bingen til et menneske af kød og blod.

Vi følger Hildegard fra hendes fødsel som det 10. barn i en velhavende tysk familie, til hun 50 år senere træder helt i karakter og får pavens anerkendelse som en ægte seer, Guds trompet på jorden. Det sære, skravlede, ensomme barn får allerede som treårig sit første syn. Forældrene aner ikke, hvad de skal stille op med hende og sender hende i kloster som tiårig sammen med den lidt ældre, fanatiske kusine, der som indemuret eremit forsøger at styre Hildegards liv i klosteret. Hildegards åndelige venskab med den næste læremester, den næsten jævnaldrende munk Volmar, bliver noget mere frugtbart.

Vi tror på Hildegard, for der er ikke noget helgenagtigt over beskrivelsen af hende. Hendes specielle evner fremstår ikke kun som en gave, men i lige så høj grad som en byrde. Hildegard skal igennem mange års anfægtelser og fortielser, før hun vover at trodse det mandsdominerede samfund og stå frem som den, hun er, med krav om at blive anerkendt som Guds stemme. Og det med god grund, for anklager for kætteri og ekskommunikation var reelle risici.

Var Hildegard bindegal, eller havde hun virkelig profetiske evner, denne sære tyske nonne, der både var urtekyndig, en dygtig komponist og forfatter?