
Tuse Kirke er kendt for sine kalkmalerier af Isefjordsmesteren i årene omkring 1475. De er en vigtig del af vores kulturhistorie, og folk kommer hertil i fyldte turistbusser for at se de gamle malerier.
Til foredraget vil Rasmus H.C. Dreyer øse af sin store viden om kalkmalerierne og deres fortællinger.
Denne aften begynder vi i Tuse Kirke, hvor Rasmus H.C. Dreyer vil fortælle om de kalkmalerier, som vi kan nyde ved blot at løfte blikket til kirkens hvælvinger.
Kaffepausen holdes i Tuse Kirkehus, og derefter fortæller Rasmus mere om kalkmalerierne og den religiøse forestillingsverden før og efter reformationen. Der bliver mulighed for spørgsmål.
Rasmus H.C. Dreyer er adjunkt på afdelingen for kirkehistorie på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet.
Han har tidligere været præst forskellige steder, bl.a. Agersø og Omø samt ved Roskilde Domkirke.
Derudover er han redaktør ved Tidsskriftet Fønix og formand for Selskabet for Danmarks Kirkehistorie.
Der er gratis adgang til foredraget, og alle er velkomne.
Menighedsrådet byder på kaffe og lidt sødt.